Kejserens halvgamle mobiltelefon
Af Uwe Max Jensen | 24/08 - 2009 i Uncategorized
1 kommentar »
Om bogafbrændinger som koncept skriver Lars Bukdahl på sin WA-blog:
“Denne bog (koranen, red.) har mere magt end nogen anden (bog, red.) i vor tid. Hvis jeg brænder den…får den måske endda mere magt. Der burde være flere bogbål i dette land (Norge, red.), det burde der. Frygt ikke at bøger de bliver brændt, frygt at den ikke bliver brændt,” siger Shabana Rehman, mens hun holder en brændende tændstik under et medbragt eksemplar af koranen.
Den norske koran lider imidlertid ingen overlast, da Shabana Rehman afslutter sin optræden med at puste tændstikken ud.
De fleste af de 600 publikummer klapper Shabana Rehman af scenen, men blandt publikum er også forlæggeren William Nygaard. Han nøjes med at ryste svagt på hovedet. Om Nygaards hovedrystning skal tolkes som et tegn på afstandtagen fra Shabana Rehmans optræden, eller forlæggeren blot opfatter Rehman som unødigt dumdristig, vides ikke.
William Nygaard har selv stiftet bekendtskab med den islamiske fundamentalisme på nærmeste hold. I april 1989 udgav han som forlagschef for norske Aschehoug Salman Rushdies roman “De sataniske vers”. Udgivelsen førte til trusler mod Nygaard og oversætteren Kari Risvik. Begge var i en periode under intens politibeskyttelse.
I 1993 blev William Nygaard skudt tre gange i ryggen udenfor sit hjem i Oslo. Han var dermed tæt på at lide samme skæbne som den japanske oversætter af “De sataniske vers”, der blev knivdræbt 11. juli 1991. Samme år blev den italienske oversætter af bogen også udsat for et knivattentat. Han blev svært såret, men overlevede.
Attentatet mod William Nygaard er uopklaret, men flere – heriblandt Nygaard selv – mener, at det bunder i udgivelsen af “De sataniske vers”.
Shabana Rehmans sammenkobling af religiøse bøger og ild bliver særlig interessant i en dansk sammenhæng. I perioden 23. februar til 19. april 2008 opførte Nørrebro Teater forestillingen “Biblen”. En forestilling, der satte passager fra bibelen i scene tilsat stand up og rapmusik. I marts overværede jeg forestillingen. Jeg ligger nok aldersmæssigt udenfor målgruppen (jeg er 35) og følte mig kun lejlighedsvist underholdt. Desuden står det soleklart, at forestillingen fokuserer ret ensidigt på en straffende gammeltestamentlig gud, mens teaterdirektør Jonathan Spang næppe har fattet ret meget af det radikale kærlighedsbudskab, som Jesus præsenterer i ny testamente. I hvert fald er dette budskab næsten fraværende i “Biblen”.
Men det er andre interessante ting i forbindelse med forestillingen, der knytter an til Shabana Rehmans optræden i Lillehammer. Til forestillingens plakat valgte Nørrebro Teater et foto, hvor skuespilleren Rune Klan omgivet af sine kolleger sidder med en brændende bibel i hænderne. Dette foto var også tilgængeligt som gratispostkort og som pressefoto, mens “Biblen” spillede på Nørrebro Teater.
Som en del af forestillingen – der i flere passager arbejder med direkte henvendelse til publikum – fortæller Rune Klan, hvordan fotoet er blevet til. Rune Klan fortæller, at han i flere omgange har sat ild til bibelen og herefter har slukket ilden ved at klappe bogen i. På et tidspunkt havde ilden imidlertid fået så godt fat, at den metode ifølge Rune Klan ikke længere virkede, og han var derfor nødt til at spytte på bibelen for at få ilden til at gå ud.
Rune Klans fortælling om tilblivelsen af Nørrebro Teaters plakat med en brændende bibel sætter naturligvis Shabana Rehmans optræden i yderligere relief. Man stikker rask væk ild til bibelen og slukker ilden ved at spytte på bogen – endda i et kommercielt øjemed – mens alene tanken om at brænde koranen af offentligt er kontroversiel, og af nogle mødes med hovedrysten og afstandtagen.
http://www.document.no/2008/05/estetisk_apartheid.html
Kolonihavehushygge
Det umiddelbart ovenstående om æstetisk apartheid har selvfølgelig intet – eller i hvert fald meget lidt – med Peter Dyreborgs projekt og Lars Bukdahls anmeldelse og Christine Christiansens korrektion og Metroxpress’ omtale at gøre, jeg har kun taget det med, fordi jeg mener, at det er fedt skrevet. (Sjældent har jeg oplevet en mand, der er så let at selvtilfredsstille!)
Dyreborgs projekt “Den brændte bog”, skal ifølge brandstifteren selv udlægges således (Peter Dyreborg i en kommentar på Lars Bukdahls blog):
“Døm selv om det er tænkt som Carina-C-forsøg-på-provo-kunst eller som et billigt grin på feministernes bekostning og sådan lidt à la kolonihavehushygge:
http://www.youtube.com/watch?v=j_LPJHFtKvk”
Der er tændvæske på drengen
Ilden er ved at få fat. Måske rejser Peter Dyreborgs projekt sig som en retro-avantgardistisk Fugl Føniks af asken.
_
OPDATERING (mandag 24. august klokken 18.23)
Peter Dyreborg har skrevet en kommentar til min postering (og Lars Bukdahls omtale af Træfpunkt og Den brændte bog). Dyreborgs kommentar sidder muligvis fast i spamfilteret (jeg har ikke forstand på teknik). Men jeg har kopieret den ind her, så alle kan læse den:
“Tillader mig selv, at sakse min egen kommentar fra Facebook – http://www.facebook.com/note.php?note_id=127725731134
;-p)
Om provokunst og kunstprovo (en kommentar til Bukdahl)
Foranlediget af Lars Bukdahls omtale (og kritik) af mine to bøger Træfpunkt og Træfpunkt 2 i Weekendavisen den 21. august 2009, har jeg hér tænkt mig at knytte et par bemærkninger omkring provokation m.v.
Bukdahl omtaler mine bøger (og hér er det vigtigt at være opmærksom på, at der er tale om omtale og ikke anmeldelse, fordi Bukdahl mener, at mine bøger ikke er værdige til anmeldelse) i relation til blandt andet kulturminister Carina Christensens synspunkt om, at kunst og kunstnere gerne må, og også helst skal provokere. Og som et nutidigt (og dårligt) eksempel på en forfatter, der ønsker at provokere, hiver Bukdahl mig frem (om end han vist nok blev beordret til opgaven).
Udover de to nævnte bøger, hvoraf 2’eren udkom samme dag som Bukdahls omtale i Weekendavisen, fremhæver han også mit projekt, eller hvad man nu vil kalde det, med titlen Den Brændte Bog.
Kort fortalt går det ud på, at en feministisk debattør hos foreningen Kvinder for Frihed har givet udtryk for, at min bog Træfpunkt burde brændes – Træfpunkt 2 handler blandt andet derfor om min konflikt med feministerne, og som led i denne udgivelse besluttede jeg mig for at iværksætte Den Brændte Bog, som er et brændt eksemplar af Træfpunkt, og som kan købes hos alle boghandlere. Bogbrændingen og askeproduktionen kan ses i detaljer på You Tube (læg gerne mærke til Bamses Hus, det grønne græs og de yndige blomster).
På denne baggrund tillægger Bukdahl mig en intention om (både i relation til de to bøger og bogbrændingen) kun (eller i hvert fald primært) at være ude på at provokere, og med henvisning til, at der kun er to, tre, fire eller fem aviser, der har omtalt mine bøger m.v., mener han desuden, at det er et eksempel på en i særdeleshed slatten provokation.
Nu skulle man måske umiddelbart tro, at jeg ville være uenig, men det er jeg som sådan ikke. I forhold til Bukdahls skrevne ord i den trykte udgave af Weekendavisen er jeg faktisk ret enig. Som provokation betragtet er Træfpunkt, Træfpunkt 2 og Den Brændte Bog på ingen måde vellykkede eller interessante i sig selv. Jeg er så lidt mindre enig i dét, han skriver på Weekendavisens blog, herunder især hans holdning til Søren Dixens efterord (og Bukdahl er tilsyneladende kun næsten overbevist om, at Søren Dixen rent faktisk findes).
Dér, hvor Bukdahls kritik imidlertid rammer helt ved siden af (og hvor hans kritik sjovt nok selv bliver til en fis i en hornlygte (som han beskylder mig for)), er præmissen om intentionen. For min intention med Træfpunkt, Træfpunkt 2 og Den Brændte Bog er på ingen måde at skabe kontrovers eller provokere. Som jeg forklarer til hudløshed i Træfpunkt 2, ligger min intention et helt andet sted, selv om jeg selvfølgelig er klar over, at bøgerne kan vække kontrovers og provokere nogle personer (men det kan de fleste bøger og kunstværker) – med andre ord: blot fordi bøgerne (og min person) kan skabe kontrovers og provokere, er det ikke ensbetydende med, at dette har været min intention.
Faktisk har jeg svært ved at se, hvad det egentlig er ved bøgerne, som skulle være særligt provokerende (hvis man er et almindeligt tænkende væsen), hvorfor det også undrer mig, at Bukdahl bruger så meget spalteplads på at forklare, hvorfor han ikke føler sig provokeret. Jeg kan godt forstå, at Bukdahl er irriteret på bøgerne og på mig, men det skyldes mange andre ting, både den måde jeg skriver på, den måde jeg udgiver på + at jeg er én af de få i det yngre litteraturmiljø, som ikke omgærder ham med en særlig ærefrygt, men blot med den almindelige respekt og venlighed, som jeg møder alle mennesker med (ja, jeg er i bund og grund en venlig mand).
Jeg kan på ingen måde se, hvad det er ved bøgerne, der skulle være særligt provokerende, men jeg anerkender dog, at nogle personer rent faktisk føler sig provokeret, også selv om de måske kun er irriteret – og jeg anerkender også, at nogle personer kan foranlediges til at tro, at provokation er mit ærinde. Men hvis man læser bøgerne, herunder især Træfpunkt 2, skal man være ualmindeligt nærsynet (eller fladpandet) for at overse, hvad mit egentlige ærinde med bøgerne er (Træfpunkt 2, side 26ff og side 49ff).
Men Peter Dyreborg – hvorfor indrømmer du ikke bare, at du selvfølgelig er ude på at provokere?
Jamen, fordi det ér jeg faktisk ikke. Hvis jeg havde været ude på at provokere, så havde omslagene på Træfpunkt og Træfpunkt 2 set helt anderledes ud – så havde bøgerne i sig selv ikke været så minimalistiske og saglige og på mange måder lavmælte, både i form og indhold – hvis jeg havde været ude på at provokere med Den Brændte Bog, så havde bogbrændingen ikke haft karakter af rendyrket kolonihavehusidyl, som man jo altså kan forvisse sig om på You Tube (er det ikke tydeligt, at det er en virkelig morsom ironisering over feministernes latterlige fremgangsmåde?) – hvis jeg havde været ude på at provokere, så havde jeg gjort det så højlydt, at alle ville have hørt om det, frem for den forholdsvist stilfærdige facon, som bøgerne er udkommet på.
Selvfølgelig har jeg forsøgt at markedsføre bøgerne via pressen (hvilket indtil videre ikke er gået så godt, men heller ikke så skidt, som Bukdahl antyder), for når pressen skriver om mig og mine bøger, så sælger jeg bøger og foredrag m.v., og kan på denne måde få tid (og råd) til at skrive min næste bog – at være forfatter er i min optik også lig med at være en forfattervirksomhed. Men kære Lars Bukdahl, hvorfor mener du, at pressemeddelelsen skulle være særligt provokerende? Der er sgu’ da for ind i helvede ikke noget provokerende ved den – den er sgu’ da ok stille og rolig, om end en pressemeddelelse jo helst gerne skulle vække en vis form for opsigt. At min pressemeddelelse i sig selv skulle være provokerende, eller blot et forsøg herpå; dén må du længere ud på landet med, Bukdahl, og hjemme i Århus tæller ikke.
Når Bukdahl føler sig provokeret; undskyld, irriteret, på mig og mine bøger – og når han føler sig provokeret af; undskyld irriteret over, at jeg er så formastelig at trykke reklamer i en digtsamling (i 2003), at jeg laver underholdende prosapoesi (eller noget der minder om det (Bukdahl hader poetry slam!?!)), og når jeg vælger at brænde én af mine bøger på trods af at mange andre forfattere har brændt deres egne bøger før mig, så skyldes det, at jeg gør tingene på en anden måde end han gerne vil have at jeg og alle andre gør (han har en anden litterær dagsorden end mig) – at jeg anvender nogle andre regler og parameter for den måde, jeg skriver på og den måde, jeg udgiver bøger på, og Bukdahl bryder sig simpelthen ikke om min facon.
Bukdahl mener ikke, at jeg skriver interessante historier og anvender en interessant form, og dét er han velkommen til at mene – faktisk er jeg glad for hans kritik, også når jeg ikke er enig i den. Men hér er det netop vigtigt at være opmærksom på, at når Bukdahl føler sig provokeret; undskyld, irriteret over mig, så skyldes det ikke, at min intention er at provokere ham (eller andre), men blot, at jeg nu engang gør tingene på min egen måde. Dét kan Bukdahl kritisere mig for, og dét ville jeg ønske, at han engang i fremtiden ville forsøge at gøre ordentligt (fx ved at anmelde frem for at omtale), men at kalde mig for slatten provo og deslige giver ingen mening i den udstrækning, at jeg hverken har en intention om at provokere, samt at mine bøger heller ikke er sammensat på en måde, som indikerer, at min intention skulle være at provokere.
I den skrevne udgave af Weekendavisen er Bukdahl desuden inde på, at min historie om feministerne slet ikke er en rigtig historie, fordi der kun næsten var en konflikt, fordi jeg kun næsten kom i kløerne på Ekstra Bladet, fordi jeg kun næsten kom i fængsel – på denne måde er der også kun tale en næsten historie i en næsten bog (jeg har ikke den skrevne artikel foran mig, og jeg kan ikke helt huske den præcise ordlyd), hvilket han så mener gør mig til en endnu mere slatten affære. Men kære Bukdahl, det er jo netop dette næsten element, som også er med til at gøre bogen anderledes (og måske interessant?), fordi det dermed ikke er en billig Jørgen Leth-konfliktkopi – det her er noget andet. Det er jo netop en næsten historie om en næsten konflikt, og hvorfor fanden have 17 siders fodnoter, når hoveddokumentet kun fylder 29 sider, hvortil kommer et efterord (af en person, der kun tilsyneladende findes) på 11 sider. Hvorfor?!?
Og hvis min intention med bøgerne, og bøgernes egen intention, netop ikke er at provokere eller skabe kontrovers, hvad er der så tale om? Hvad er det her for nogle bøger, og hvorfor er de så underlige og ved siden af alt andet, der udkommer for tiden (og dét er de) – det her er jo hverken social kunst, politisk kunst, performance kunst, måske ikke engang kunst, og heller ikke litteratur, eller i hvert fald ikke rigtig litteratur, og heller ikke journalistik eller dokumentar eller Claus Beck-Nielsen, og sågar ikke engang et forsøg på Claus Beck-Nielsen – det her er ingen af delene, men hvad er det så? Bukdahl, og andre, kan selvfølgelig bare affærdige bøgerne med, at uanset hvad der er tale om, så er det dårligt – og dét er alle velkomne til. Men at skyde mig i skoen, at jeg blot er en slatten provokatør, jamen, så har Kejser Bukdahls egen kritik jo ikke noget tøj på.
Og derudover undrer det mig, at Bukdahl slet ikke kan se (eller han har i hvert fald ikke nævnt det), at bogserien – for der er jo altså tale om en indtil videre planlagt serie på i alt 10 bøger (jeg kan se for mig, hvordan Bukdahl tager sig til hovedet) – trækker klare veksler på Bukdahls ellers store idol Per Højholt og hans Praksis-serie, som jo også er noget vildt mærkeligt noget – mine bøger og Højholts bøger har jo fx samme format, nemlig 12×17, og hvad fanden betyder det?!? Og hvordan kan det være, at jeg, som forfatter og udgiver, tillader, at den kun tilsyneladende virkelige person Søren Dixen kommer med en så sønderlemmende kritik af mig og mit bogprojekt, og endda vælger at lade kritikken trykke som en integreret del af bøgerne, hvor Søren Dixen i hvert fald mindst ét sted kalder mig for skizofren – det skriger på, at der hér er tale om noget… ja, om hvad? I hvert fald noget andet (og mere) end blot en slatten provokation.
Dette blev skrevet i en fart, så det kunne sikkert godt have været kortere og mere præcist og al muligt andet, men det blev sådan her, bare sådan fordi (og Træfpunkt 3 er på vej)…
Noter
Bukdahls skrevne artikel var i Weekendavisen den 21. august 2009, bogtillægget side 4, under overskriften ”Kejserens halvgamle mobiltelefon” og med et foto af Carina Christensen.
Bukdahls blogindlæg findes her:
http://www.weekendavisen.dk/blog/blaeksprutte/lars-bukdahl/2009-08-23-blogdahl-dyreborg-omtalt-i-tre-nej-vent-f-i-r-e-aviser-5
Min pressemeddelelse, som Bukdahl mener er endnu et forsøg på at provokere, kan hentes som pdf fra:
http://www.peterdyreborg.dk/pressemed.pdf
Yderligere info om Træfpunkt-serien på:
http://www.telefonsamtaler.dk
Yderligere info om og film med Den Brændte Bog på:
http://www.braendenbog.dk
Læs også gerne Uwe Max Jensens blogindlæg her:
http://blog.kunstavisen.tekstur.dk/index.php/uncategorized/kejserens-halvgamle-mobiltelefon/
Læs også gerne en anden Facebook-note skrevet af mig (om feministerne) på:
http://www.facebook.com/peterdyreborg?v=app_2347471856
Og tak for din tid.”
1 kommentar
Tillader mig selv, at sakse min egen kommentar fra Facebook – http://www.facebook.com/note.php?note_id=127725731134
;-p)
Om provokunst og kunstprovo (en kommentar til Bukdahl)
Foranlediget af Lars Bukdahls omtale (og kritik) af mine to bøger Træfpunkt og Træfpunkt 2 i Weekendavisen den 21. august 2009, har jeg hér tænkt mig at knytte et par bemærkninger omkring provokation m.v.
Bukdahl omtaler mine bøger (og hér er det vigtigt at være opmærksom på, at der er tale om omtale og ikke anmeldelse, fordi Bukdahl mener, at mine bøger ikke er værdige til anmeldelse) i relation til blandt andet kulturminister Carina Christensens synspunkt om, at kunst og kunstnere gerne må, og også helst skal provokere. Og som et nutidigt (og dårligt) eksempel på en forfatter, der ønsker at provokere, hiver Bukdahl mig frem (om end han vist nok blev beordret til opgaven).
Udover de to nævnte bøger, hvoraf 2’eren udkom samme dag som Bukdahls omtale i Weekendavisen, fremhæver han også mit projekt, eller hvad man nu vil kalde det, med titlen Den Brændte Bog.
Kort fortalt går det ud på, at en feministisk debattør hos foreningen Kvinder for Frihed har givet udtryk for, at min bog Træfpunkt burde brændes – Træfpunkt 2 handler blandt andet derfor om min konflikt med feministerne, og som led i denne udgivelse besluttede jeg mig for at iværksætte Den Brændte Bog, som er et brændt eksemplar af Træfpunkt, og som kan købes hos alle boghandlere. Bogbrændingen og askeproduktionen kan ses i detaljer på You Tube (læg gerne mærke til Bamses Hus, det grønne græs og de yndige blomster).
På denne baggrund tillægger Bukdahl mig en intention om (både i relation til de to bøger og bogbrændingen) kun (eller i hvert fald primært) at være ude på at provokere, og med henvisning til, at der kun er to, tre, fire eller fem aviser, der har omtalt mine bøger m.v., mener han desuden, at det er et eksempel på en i særdeleshed slatten provokation.
Nu skulle man måske umiddelbart tro, at jeg ville være uenig, men det er jeg som sådan ikke. I forhold til Bukdahls skrevne ord i den trykte udgave af Weekendavisen er jeg faktisk ret enig. Som provokation betragtet er Træfpunkt, Træfpunkt 2 og Den Brændte Bog på ingen måde vellykkede eller interessante i sig selv. Jeg er så lidt mindre enig i dét, han skriver på Weekendavisens blog, herunder især hans holdning til Søren Dixens efterord (og Bukdahl er tilsyneladende kun næsten overbevist om, at Søren Dixen rent faktisk findes).
Dér, hvor Bukdahls kritik imidlertid rammer helt ved siden af (og hvor hans kritik sjovt nok selv bliver til en fis i en hornlygte (som han beskylder mig for)), er præmissen om intentionen. For min intention med Træfpunkt, Træfpunkt 2 og Den Brændte Bog er på ingen måde at skabe kontrovers eller provokere. Som jeg forklarer til hudløshed i Træfpunkt 2, ligger min intention et helt andet sted, selv om jeg selvfølgelig er klar over, at bøgerne kan vække kontrovers og provokere nogle personer (men det kan de fleste bøger og kunstværker) – med andre ord: blot fordi bøgerne (og min person) kan skabe kontrovers og provokere, er det ikke ensbetydende med, at dette har været min intention.
Faktisk har jeg svært ved at se, hvad det egentlig er ved bøgerne, som skulle være særligt provokerende (hvis man er et almindeligt tænkende væsen), hvorfor det også undrer mig, at Bukdahl bruger så meget spalteplads på at forklare, hvorfor han ikke føler sig provokeret. Jeg kan godt forstå, at Bukdahl er irriteret på bøgerne og på mig, men det skyldes mange andre ting, både den måde jeg skriver på, den måde jeg udgiver på + at jeg er én af de få i det yngre litteraturmiljø, som ikke omgærder ham med en særlig ærefrygt, men blot med den almindelige respekt og venlighed, som jeg møder alle mennesker med (ja, jeg er i bund og grund en venlig mand).
Jeg kan på ingen måde se, hvad det er ved bøgerne, der skulle være særligt provokerende, men jeg anerkender dog, at nogle personer rent faktisk føler sig provokeret, også selv om de måske kun er irriteret – og jeg anerkender også, at nogle personer kan foranlediges til at tro, at provokation er mit ærinde. Men hvis man læser bøgerne, herunder især Træfpunkt 2, skal man være ualmindeligt nærsynet (eller fladpandet) for at overse, hvad mit egentlige ærinde med bøgerne er (Træfpunkt 2, side 26ff og side 49ff).
Men Peter Dyreborg – hvorfor indrømmer du ikke bare, at du selvfølgelig er ude på at provokere?
Jamen, fordi det ér jeg faktisk ikke. Hvis jeg havde været ude på at provokere, så havde omslagene på Træfpunkt og Træfpunkt 2 set helt anderledes ud – så havde bøgerne i sig selv ikke været så minimalistiske og saglige og på mange måder lavmælte, både i form og indhold – hvis jeg havde været ude på at provokere med Den Brændte Bog, så havde bogbrændingen ikke haft karakter af rendyrket kolonihavehusidyl, som man jo altså kan forvisse sig om på You Tube (er det ikke tydeligt, at det er en virkelig morsom ironisering over feministernes latterlige fremgangsmåde?) – hvis jeg havde været ude på at provokere, så havde jeg gjort det så højlydt, at alle ville have hørt om det, frem for den forholdsvist stilfærdige facon, som bøgerne er udkommet på.
Selvfølgelig har jeg forsøgt at markedsføre bøgerne via pressen (hvilket indtil videre ikke er gået så godt, men heller ikke så skidt, som Bukdahl antyder), for når pressen skriver om mig og mine bøger, så sælger jeg bøger og foredrag m.v., og kan på denne måde få tid (og råd) til at skrive min næste bog – at være forfatter er i min optik også lig med at være en forfattervirksomhed. Men kære Lars Bukdahl, hvorfor mener du, at pressemeddelelsen skulle være særligt provokerende? Der er sgu’ da for ind i helvede ikke noget provokerende ved den – den er sgu’ da ok stille og rolig, om end en pressemeddelelse jo helst gerne skulle vække en vis form for opsigt. At min pressemeddelelse i sig selv skulle være provokerende, eller blot et forsøg herpå; dén må du længere ud på landet med, Bukdahl, og hjemme i Århus tæller ikke.
Når Bukdahl føler sig provokeret; undskyld, irriteret, på mig og mine bøger – og når han føler sig provokeret af; undskyld irriteret over, at jeg er så formastelig at trykke reklamer i en digtsamling (i 2003), at jeg laver underholdende prosapoesi (eller noget der minder om det (Bukdahl hader poetry slam!?!)), og når jeg vælger at brænde én af mine bøger på trods af at mange andre forfattere har brændt deres egne bøger før mig, så skyldes det, at jeg gør tingene på en anden måde end han gerne vil have at jeg og alle andre gør (han har en anden litterær dagsorden end mig) – at jeg anvender nogle andre regler og parameter for den måde, jeg skriver på og den måde, jeg udgiver bøger på, og Bukdahl bryder sig simpelthen ikke om min facon.
Bukdahl mener ikke, at jeg skriver interessante historier og anvender en interessant form, og dét er han velkommen til at mene – faktisk er jeg glad for hans kritik, også når jeg ikke er enig i den. Men hér er det netop vigtigt at være opmærksom på, at når Bukdahl føler sig provokeret; undskyld, irriteret over mig, så skyldes det ikke, at min intention er at provokere ham (eller andre), men blot, at jeg nu engang gør tingene på min egen måde. Dét kan Bukdahl kritisere mig for, og dét ville jeg ønske, at han engang i fremtiden ville forsøge at gøre ordentligt (fx ved at anmelde frem for at omtale), men at kalde mig for slatten provo og deslige giver ingen mening i den udstrækning, at jeg hverken har en intention om at provokere, samt at mine bøger heller ikke er sammensat på en måde, som indikerer, at min intention skulle være at provokere.
I den skrevne udgave af Weekendavisen er Bukdahl desuden inde på, at min historie om feministerne slet ikke er en rigtig historie, fordi der kun næsten var en konflikt, fordi jeg kun næsten kom i kløerne på Ekstra Bladet, fordi jeg kun næsten kom i fængsel – på denne måde er der også kun tale en næsten historie i en næsten bog (jeg har ikke den skrevne artikel foran mig, og jeg kan ikke helt huske den præcise ordlyd), hvilket han så mener gør mig til en endnu mere slatten affære. Men kære Bukdahl, det er jo netop dette næsten element, som også er med til at gøre bogen anderledes (og måske interessant?), fordi det dermed ikke er en billig Jørgen Leth-konfliktkopi – det her er noget andet. Det er jo netop en næsten historie om en næsten konflikt, og hvorfor fanden have 17 siders fodnoter, når hoveddokumentet kun fylder 29 sider, hvortil kommer et efterord (af en person, der kun tilsyneladende findes) på 11 sider. Hvorfor?!?
Og hvis min intention med bøgerne, og bøgernes egen intention, netop ikke er at provokere eller skabe kontrovers, hvad er der så tale om? Hvad er det her for nogle bøger, og hvorfor er de så underlige og ved siden af alt andet, der udkommer for tiden (og dét er de) – det her er jo hverken social kunst, politisk kunst, performance kunst, måske ikke engang kunst, og heller ikke litteratur, eller i hvert fald ikke rigtig litteratur, og heller ikke journalistik eller dokumentar eller Claus Beck-Nielsen, og sågar ikke engang et forsøg på Claus Beck-Nielsen – det her er ingen af delene, men hvad er det så? Bukdahl, og andre, kan selvfølgelig bare affærdige bøgerne med, at uanset hvad der er tale om, så er det dårligt – og dét er alle velkomne til. Men at skyde mig i skoen, at jeg blot er en slatten provokatør, jamen, så har Kejser Bukdahls egen kritik jo ikke noget tøj på.
Og derudover undrer det mig, at Bukdahl slet ikke kan se (eller han har i hvert fald ikke nævnt det), at bogserien – for der er jo altså tale om en indtil videre planlagt serie på i alt 10 bøger (jeg kan se for mig, hvordan Bukdahl tager sig til hovedet) – trækker klare veksler på Bukdahls ellers store idol Per Højholt og hans Praksis-serie, som jo også er noget vildt mærkeligt noget – mine bøger og Højholts bøger har jo fx samme format, nemlig 12×17, og hvad fanden betyder det?!? Og hvordan kan det være, at jeg, som forfatter og udgiver, tillader, at den kun tilsyneladende virkelige person Søren Dixen kommer med en så sønderlemmende kritik af mig og mit bogprojekt, og endda vælger at lade kritikken trykke som en integreret del af bøgerne, hvor Søren Dixen i hvert fald mindst ét sted kalder mig for skizofren – det skriger på, at der hér er tale om noget… ja, om hvad? I hvert fald noget andet (og mere) end blot en slatten provokation.
Dette blev skrevet i en fart, så det kunne sikkert godt have været kortere og mere præcist og al muligt andet, men det blev sådan her, bare sådan fordi (og Træfpunkt 3 er på vej)…
Noter
Bukdahls skrevne artikel var i Weekendavisen den 21. august 2009, bogtillægget side 4, under overskriften ”Kejserens halvgamle mobiltelefon” og med et foto af Carina Christensen.
Bukdahls blogindlæg findes her:
http://www.weekendavisen.dk/blog/blaeksprutte/lars-bukdahl/2009-08-23-blogdahl-dyreborg-omtalt-i-tre-nej-vent-f-i-r-e-aviser-5
Min pressemeddelelse, som Bukdahl mener er endnu et forsøg på at provokere, kan hentes som pdf fra:
http://www.peterdyreborg.dk/pressemed.pdf
Yderligere info om Træfpunkt-serien på:
http://www.telefonsamtaler.dk
Yderligere info om og film med Den Brændte Bog på:
http://www.braendenbog.dk
Læs også gerne Uwe Max Jensens blogindlæg her:
http://blog.kunstavisen.tekstur.dk/index.php/uncategorized/kejserens-halvgamle-mobiltelefon/
Læs også gerne en anden Facebook-note skrevet af mig (om feministerne) på:
http://www.facebook.com/peterdyreborg?v=app_2347471856
Og tak for din tid.