Digter er selvglad, sexfikseret, uden budskab og mangler “personlighed”. Han skal ties ihjel.
 
Sådan skriver Signe Fjellerad i en kommentar til den verserende fejde mellem Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl og den unge digter Peter Dyreborg. En fejde, der brød ud, da Lars Bukdahl i sidste uges udgave af Weekendavisen anmeldte/omtalte Dyreborgs projekt Den Brændte Bog. Projektet går i korthed ud på, at Peter Dyreborg brænder sin bog Træfpunkt og sælger asken. Bukdahl er ikke glad for konceptet, som han kalder uopfindsomt og giver karakteren “Nul nul dut”.
 
Men historien er ikke slut.
 
Om søndagen (23. august) må Lars Bukdahl på sin blog give nogen faktuelle indrømmelser i forbindelse med omtalen af Den Brændte Bog, men samtidig udvider Lars Bukdahl (http://www.weekendavisen.dk/blog/blaeksprutte/lars-bukdahl/2009-08-23-blogdahl-dyreborg-omtalt-i-tre-nej-vent-f-i-r-e-aviser-5) den kritik, der kunne læses i den trykte udgave af Weekendavisen om fredagen. Det giver Peter Dyreborg anledning til at svare i kommentarsporet ved at henvise til et indlæg på sin Facebook-profil (http://www.facebook.com/note.php?note_id=127725731134). Her tager Peter Dyreborg i et langt indlæg til genmæle overfor Lars Bukdahl.
 
Kunstigt med “mærkelige” påfund
 
Også Signe Fjellerad blander sig i debatten på Bukdahls blog ved at kalde Peter Dyreborg for selvglad, sexfikseret og uden budskab. Hun slutter med en opfordring til at tie Peter Dyreborg ihjel. Hendes kommentar lyder i sin helhed, som følger:
“Jeg (Signe Fjellerad, red.) er total novice udi den danske digtscene, men gennem folk jeg kender, så jeg for nyligt Peter Dyreborg læse op på Sønder Boulevard. Mit indtryk af ham dengang, er det samme som nu: Selvglad, sexfikseret, uden budskab og tror han kan blive en “personlighed” ved blot at skabe det kunstigt med “mærkelige” påfund. For mig er der ingen forskel på ham og Paris Hilton. Sådan noget skal ties ihjel.”
Efter den udmelding kunne man tro, at stilheden ville melde sig. Det er ikke tilfældet.

Shit, shit, for pis

Mandag 24. august poster Lars Bukdahl et nyt indlæg på sin blog (http://www.weekendavisen.dk/blog/arctic-monkeys/lars-bukdahl/2009-08-24-blogdahl-arktiske-aber). Indlægget handler om det engelske band, Arctic Monkeys, der netop har udgivet en ny cd. Men i en kommentar til sin egen postering føler Lars Bukdahl sig dagen efter – tirsdag 25. august – kaldet til endnu engang at nævne Peter Dyreborg, og Lars Bukdahl beskriver ved hjælp af et digt, han har skrevet i anden sammenhæng, Dyreborg som en idiot, der spiller fandango:
“Og så har aberne (gruppen Arctic Monkeys, red.) stjålet en af mine linjer – næsten:
Sangen “Secret door” slutter sådan her:
“Fools on parade conduct a sing-along”
I min bog Næseblod i Sofus City begynder digtet side 43 sådan her:
“Shit, shit, for pis/ idioternes parade,/ idioternes parade/ står for døren,/ banker ikke på,/ narrer taktfast indenfor/ for at spille ididoter/ og fandango og falde/ på røven og få en/ medalje for det”
Og ja, det handler også om Peter Dyreborg!”

Kære Hr. Bukdahl
Det får Peter Dyreborg til at kommentere Lars Bukdahls kommentar med følgende ord:
“Altså, kære Hr. Bukdahl, er dét det bedste, du kan præstere?!?”
Om Bukdahls seneste (sidste?) kommentar er det bedste, han kan præstere i forhold til Peter Dyreborg, står foreløbig hen i det uvisse, da Bukdahl ikke har skrevet på sin blog siden (det er i skrivende stund onsdag 26. august).
Dermed kan en kort og intens litterær slagudveksling være tilendebragt. Men det kan også tænkes, at kombattanterne blot samler kræfter i hvert sit ringhjørne, inden det går løs på ny.
Om Peter Dyreborg er en stor, endsige interessant digter, skal jeg lade være usagt, da jeg aldrig har læst én linje af vedkommende (og Bukdahl hjælper i parentes bemærket ikke med at opklare dette tvivlsspørgsmål, da han end ikke citere fra det digterværk, han er sat til at anmelde/omtale). Dog synes Peter Dyreborg at være Søren Ulrik Thomsens modstykke.
Hvor Thomsen ikke værdiger Lars Bukdahl et svar (til Bukdahls frustration?), når Bukdahl provokerer den ældre digter, falder Peter Dyreborgs svar til Bukdahl prompte.

Rider sine kæpheste

Det er der sandsynligvis flere grunde til. Det kan skyldes en forskel i karakter hos Thomsen og Dyreborg. Eller det kan skyldes, at den yngre digter har mere at vinde ved at positionere sig i opposition til anmelder Bukdahl end den ældre, hvorimod anmelder Bukdahl nok har en mindre interesse i at lade fejden med Dyreborg fortsætte, da Lars Bukdahl sandsynligvis hellere vil kaste sig over større fangster som netop Thomsen og Pia Tafdrup, der også synes at være en Bukdahl-aversion, der gentagne gange har måttet stå for skud, når anmelderen har foldet sig ud.
Men Lars Bukdahl er næppe kendt for at lade nogen slippe af krogen, og måske kan man ligefrem med respekt i stemmen (?) sige, at Lars Bukdahl rider sine kæpheste til de segner. Det gælder så både de heste, han roser, og de øg, der får smæk.

På den baggrund er det sidste næppe sagt i denne sag.