Da jeg var i Rom for et par år siden, oplevede jeg en by, hvor kunsten var et anliggende, der handlede om for længst svundne tider. Bevares, det er overvældende at komme til Den Evige Stad; men mange eksempler på moderne kunst fandtes ikke på daværende tidspunkt.

Naturligvis har Rom sit Galleria Nazionale d’Arte Moderna samt et mindre udstillingssted for samtidskunst ved navn MACRO. Der var imidlertid ikke meget international stemning på det sidstnævnte sted. Det var faktisk umuligt for mig at finde kustoder, der talte andet end italiensk.

Nu er der imidlertid sket et megaskred på samtidskunstscenen i den italienske hovedsted. For nyligt indviedes museet MAXXI, som rummer en skjult forkortelse Museum of Art in the 21. Century. Arkitekturen har den verdensberømte Zaha Hadid stået for, og det er faktisk hende, der er ansvarlig for tilbygningen til Ordrupgaard.

Det nye museum I Rom ser gigantisk ud og ifølge kunstanmelder ved Berlingske Tidende, Torben Weirup er det ikke mindre end et imponerende byggeri, der rummer en lige så spektakulær samling af nutidskunst. Man kan blot nævne navne som Warhol, Beuys, LeWitt, Weiner, Fontana, Kiefer, Merz, Trockel, Viola plus mange flere, som er repræsenteret på det 10.000 kvadratmeter udstillingsareal.

Det forlyder, at den tyske billedkunstner Sigmar Polke er død, 69 år gammel. Polke var en af de første europæiske kunstnere, der for alvor havde held med at forene pop-kunstnen, som var et arkeamerikansk fænomen, med en europæisk tradition. I begyndelsen af 60’erne arbejdede han med raste-teknikken i sine værker. Dvs. raster, som man kender den fra fx. avisfotos.

 Han har også imponeret kunstkritikere og publikum gennem næsten fire årtier ved vedvarende at eksperimentere med en stor spændvidde af stilarter og motivindhold og ved at benytte sig af vidt forskellige materialer og metoder.

 Polkes værker findes i nogle af verdens betydeligste kunstsamlinger, såsom Museum of Modern Art, New York, Tate Modern, London, The Paul Getty Museum i Los Angeles, og Metropolitan Musum of Art. Herhjemme er Polke repræsenteret af Galleri Bo Bjerggaard i København.

Nå, hr. Kunstskribent! Hvad har De at sige til Deres forsvar? Ups, ja… Den var værre – og der er ikke så meget at sige, bortset fra, at jeg ikke altid er lige god til at læse de tekster, der følger med, når man skal navigere rundt i samtidskunstens utallige udtryk.

I forbindelse med udstillingen ’Indian Highway’ på kunstmuseet HEART i Herning benævnte jeg i min reportage i den sidste Kunstavis Bharti Kher’s skulptur som ”store menneskehjerte i glasfiber”.

Værket har titlen ’An Absence of Assignable Cause’ og består, som jeg ganske rigtigt anfører, af et hjerte i glasfiber; men der er ikke tale om et overdimensioneret menneskehjerte. Derimod er der taget udgangspunkt i et hvalhjerte i størrelsesforholdet 1:1. Og hvordan har jeg så fundet ud af dét? Jo… Såmænd ved at nærlæse udstillingens katalog (med norsk tekst); men det har jeg først gjort længe efter, jeg skrev min egen tekst – så hvad jeg har gjort mig skyldig i, er at tolke værket ud fra min intuition – eller den første indskydelse.

Jeg tilstår betingelsesløst!!!!

Det var ikke Asger Jorns hensigt, at museet, der skulle rumme den store samling af hans værker samt de værker af andre kunstnere, han donerede til Silkeborg Kunstmuseum, skulle indeholde hans navn. Men i dag virker det helt naturligt, at dét, der tidligere hed Silkeborg Kunstmuseum nu fremstår som Museum Jorn.

I skrivende stund ser jeg frem til åbningsreceptionen, og jeg ved, at man på museet i den senere tid har arbejdet hårdt med at få tingene på plads til i dag, som er dagen hvor Jorn ville være fyldt 96. Således er det også præcist på årsdagen for åbningen af den store Jorn Komplet-udstilling, som i 2009 viste Asger Jorns komplette grafiske værk.

For første gang siden museet åbnede på den nuværende lokalitet ved Indelukket i Silkeborg er den faste samling af Jorns arbejder blevet nyophængt – og denne disposition vil med garanti give et nyt blik på kunstnerens livsværk. 

Ifølge museumsinspektør Finn Terman Frederiksen, Randers Kunstmuseum, er det dybt problematisk, at landets nyudnævnte kulturminister har udtalt sig på TV om Piero (ministerens næsten navnebror) Manzoni’s efterhånden legendariske lorteværk Merda d’Artista.

Per Stig Møller har ganske enkelt udtalt, efter hvad der refereres, at værket er – noget lort! Hvis ellers indholdet af den lukkede konservesdåse, som udgør den udvendige del af det latrinære kunstværk, er hvad etiketten indikerer, må man sige, at kulturministeren har fuldstændigt ret i sin analyse?

Armslængdeprincip eller ej: En kulturminister må vel have en mening – og give udtryk for den? Alt andet ville, efter min mening være unfair. Det drejer sig jo ikke om et nyproduceret og for nyligt, af et museum, indkøbt stykke kunst. I øvrigt har hele sagen sat en lavine i gang på DR’s debatside – så ét eller andet kan kunstnerlorten da stadig gøre ved folk…

Se bare: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2010/03/01/113107.htm

Det sker sjældent at Asger Jorn-eksperten Troels Andersen kan anerkende ægtheden af et ukendt Asger Jorn-værk. Ikke desto mindre er det nu sket at et maleri er blevet bekræftet som ægte i forbindelse med Bruun-Rasmussens næste kunstauktion, der finder sted i dagene 8.-12. marts.

Billedet har været i besiddelse af familien efter den svenske maler Nils Adolf Wedel, der menes at have købt det af Jorn tilbage i perioden lige efter 2. Verdenskrig.

De to kunstneres veje krydsedes i forbindelse med Høst-udstillingen i november 1945 – og efterfølgende planlagde Jorn en udstilling i Sverige året efter; og i forbindelse med disse begivenheder, mener man at Wedel, har erhvervet sig værket, som er vurderet til kr. 250.000,-.

Overskriften refererer til de idébaserede kunstneriske tiltag, som virkeligt har kunnet få ”manden på gaden” – især personificeret i den seneste tid af ingen ringere end Pia Kjærsgaard – op af lænestolen. Man kan vel ret beset sige, at disse udstillinger efterhånden har mistet deres aktualitet i kraft af, at det er flere år siden, de har fundet sted.

Ikke desto mindre bliver netop Evaristti og Brammer fremhævet gang på gang, når køkkenbordskunstnerne skal lufte deres indignation over tidens kunstscene. Og nu har – Gud hjælpe mig – også denne filosofi nået vej til Kunstavisen, oven i købet som leder.

Jeg citerer Lise Barsøe: ”Efter min mening skal kommunale kunstråd sikre kvalitet og faglighed i den kommende kommunalpolitik, og de skal ikke ansættes som smagsdommere for alle os andre – i øvrigt er de såkaldte smagsdommere jo meget ofte uenige”.

Jeg vil lige i den forbindelse minde om at hele smagsdommerfænomenet er noget, som den daværende statsminister lancerede i en nytårstale for en del år siden uden at gøre sig nogen som helst overvejelse om, at ”smag” er en statisk størrelse, som ikke har nogen objektiv værdi. En dommer er i øvrigt en person, der vurderer inden for en given lovramme.

Hvis netop de omtalte kunstråd ikke skal sikre kunstnerisk faglighed og kvalitet – hvad skal de så? Og hvem er ”os andre”???? Ikke mig ihvert fald!

Jeg sad her forleden dag og så en britisk udsendelse på DR-K (et udmærket digitalt tiltag i fjerneren) om den bizare belgiske kunstner Wim Delvoye, som blandt andet har konstrueret et værk – ’Cloaca’, der i bogstavelig forstand gør det samme som mennesker. Når man putter mad ind i den ene ende, kommer der fæces ud af den anden. Visse vil måske påstå, at der hos udvalgte menneskelige skabninger kommer lort ud af begge ender; men det er naturligvis en anden sag.

Et andet tiltag Delvoye har skabt, er en farm – beliggende i Kina, hvor han opdrætter grise, som bliver tatoveret under lokalbedøvelse. Enhver snak om dyremishandling afviser Delvoyes begrundet i, at hans grise har det langt bedre end industrigrise – og at de i øvrigt lever, indtil de dør af naturlige årsager. Herefter bliver skindet solgt for skyhøje auktionspriser på bl.a. Sotheby’s kunstauktioner.

Hvis man vil tilegne sig nogle flere oplysninger om Wim Delvoye’s mange aktiviteter, er det en god idé at checke hans hjemmeside ud. Den er meget underholdende – og så er det ikke helt tilfældigt at, der i kunstnerens navn befinder sig initialerne WD. Hans signatur har en mere end slående lighed med Walt Disney’s.

Logo’er er i øvrigt noget Delvoye arbejder ret konsekvent med. Det tidligere omtalte værk ’Cloaca’ er blevet beæftet med noget, der kunne minde om automobilproducenten Ford’s kendetegn.

Det skorter tilsyneladende ikke med ambitioner blandt Silkeborgs erhvervsledere vedrørende et nyt prestigefyldt byggeri med afsæt i et nyt Jorn-Museum i byen. Således har man kunnet læse i Midtjyllands Avis, at man er villig til at skaffe noget nær en kvart milliard til projektet, som i så fald vil blive opført på det såkaldte Søtorv, som i dag blot rummer en kæmpemæssig parkeringsplads.

Beliggenheden vil blive central og komme til at fungere som umiddelbar nabo til Papirfabriksområdet, som i dag udgør en bydel i byen med teaterhus, performerskole og hotel samt restauranter og biograf.

Jeg ville foreslå, at man tog udgangspunkt i Jørn Utzons underjordiske projekt, som desværre aldrig lod sig realisere. I mellemtiden har teknologien inden for byggeri måske gjort et sådant projekt muligt? Det er i hvert fald helt sikkert, at der ligger en del tegninger – og en model, som desværre er bortkommet, er heldigvis blevet gennemfotograferet af Lars Bay (billedet).

“I’m not trying to make social comment or fulfil somebody’s vision and I can find subject matter anywhere. I guess in some way that comes out of the folk world that I came up in”.

Udsagnet herover er af Bob Dylan – og her beskriver han ikke sine teorier vedrørende sine sange; men som han ser sig selv som maler. Senere på året får det danske kunstpublikum lejlighed til at sifte bekendtskab med Dylan som billedkunstner, når Statens Museum for Kunst viser hans værker.

Hvis man imidlertid ikke kan vente, så udstiller Halcyon Gallery i London for tiden et udvalg af Dylan’s tidligere malerier – og det er i forbindelse med den udstilling, at udtalelsen er blevet bragt på kunsttportalen Artdaily.org.