Historien gentager sig. Således også historien om Aros Århus Kunstmuseum. Museet er så godt som hvert år garant for den samme tilbagevendende historie i let varierede udgaver. Igen i år præsterer Aros et negativt regnskab, og igen i år forsøger museet at bortforklare de røde tal. Men (bort)forklaringerne bliver år for år mere hule, og i år har Aros nået et nyt lavpunkt, hvad de dårlige undskyldninger angår.
I år fremturer Aros med en historie, der har sluppet forbindelsen med den konkrete virkelighed. Museets historie lyder som følger:
Aros er et internationalt kunstmuseum, mens museet var et “hjemstavnsmuseum”, da det lå i Vennelystparken og gik under navnet Århus Kunstmuseum.
Aros’ historie er blevet ædt råt af pressen, men der er ikke fugls føde på historien, når Aros prøver at give det indtryk af, at den påståede transformation fra “hjemstavnsmuseet” Århus Kunstmuseum til det “internationale” kunstmuseum Aros er skyld i museets nuværende dårlige økonomi.
Det er rigtigt, at det er dyrt at være et internationalt samtidskunstmuseum i dag, og det er sandsynligvis dyrere at være samtidskunstmuseum i dag end for år tilbage. Det er simpelthen ikke korrekt at påstå, at Århus Kunstmuseum var et “hjemstavnsmuseum”.
I 1993 udstillede Århus Kunstmuseum den amerikanske kunstner Jeff Koons. På det tidspunkt var Koons på toppen af sin karriere og den internationale kunstverden. Det svarer til, at Aros i dag viste en udstilling i stort format med Damien Hirst. En opgave Aros endnu har til gode at løfte.
I september 1992 viste Århus Kunstmuseum som sit bidrag til Århus Festuge den første museumsudstilling i Skandinavien af det verdensberømte makkerpar Gilbert & George. Den britiske kunstnerduo var ligeledes på toppen af deres karriere.
I januar 1999 udstillede Århus Kunstmuseum den amerikanske videokunstner Gary Hill. Han modtog i 1995 den prestigiøse “Guldløve” på Venedig Biennalen og var i slutningen af 1990′erne på toppen af sin karriere.
Festugen i 2002 bød på Shirin Neshat på Århus Kunstmuseum. Den iranske eksil-kunstner modtog i 1999 “Guldløven” på Vendig Biennalen og var omkring årtusindskiftet på toppen af sin karriere.
Århus Kunstmuseum kan altså ikke med nogen som helst ret betegnes som et hjemstavnsmuseum, når man kigger på listen over udstillende kunstnere. Århus Kunstmuseum synes faktisk at have været længere fremme end det nuværende Aros.
Hvorfor Aros alligevel bruger langt flere penge er et såkaldt godt spørgsmål. Et bud er, at museumsdirektør Jens Erik Sørensen lider af en tiltagende monomani, og at museets bestyrelse ikke er tilstrækkelig stærk og kompetent til at styre direktøren. Det sørgelige resultat af disse forhold ser vi hvert eneste år, når Aros trods stigende tilskud præsterer det ene underskud efter det andet.

Dagbladet Informations kunstanmelder Michael Jeppesen har udarbejdet en top 100 over de mest magtfulde personer på tidens kunstscene. Ikke overraskende toppes listen af billedkunstneren Olafur Eliasson. På 2. og 3. pladsen følger henholdsvis direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner og direktøren for Statens Museum for Kunst, Karsten Ohrt.

En sådan liste skal naturligvis ses som et oplæg til debat, da det i sagens natur vil være umuligt, at foretage et objektivt syn på, hvem der besidder hvor meget magt i forhold til en anden. Et eksempel: Hans Edward Nørregaard-Nielsen, mangeårig formand for Ny Carlsbergfonden, befinder sig ”helt nede” på en 9. plads. Direktøren for Kunsthal Gl. Holtegaard Mads Damsbo ligger som nummer 53 på listen. Hans forgænger på posten Jacob Thage, nuværende direktør på Silkeborg Kunstmuseum, befinder sig slet ikke i top 100, hvor Berlingske Tidendes kunstanmelder Torben Weirup i øvrigt lige kiler sig ind på en plads som nummer 100.

Michael Jeppesen har været så beskeden slet ikke at placere sig på listen.

ARoS i Krise
Kunstmuseet ARoS er i dyb økonomisk krise – igen. Der mangler akut 3 mio. kr. og man er på randen af betalingsstandsning! Faktisk er det nu tredje gang museet er inde i en farlig nedadgående spiral. Kommunen har akut bevilget en ekstraordinær kassekredit på 1,5 mio. kr. men også stillet en skrappe betingelser:
- Revideret budget 09 for at minimere underskuddet; Plan for afviklingen af kassekreditten; Ansættelsesstop; Justering af niveauet for særudstillinger frem til 30.6.10; Ekstern analyse af økonomien; Alle særudstillingers budgetter og regnskaber skal fremlægges separat;

Den politiske tvekamp
Situationen er kørt op i spids og bestyrelsesformanden, Jørgen Dissing, er gået og smækket med døren. Vel nok mest i protest mod det politiske niveau. Eller rettere de politiske niveauer – for kritikken er både rettet mod de århusianske politikere for at sove i timen og være urealistiske i deres forventninger. Og for at den tidligere rådmand ikke har opfyldt sit løfte om at hjælpe, da kan i god tid blev informeret om, at man styrede mod endnu et stort underskud.
Men anklagen er også meget direkte rettet mod kulturministeren og Folketinget for at udøve markant forskelsbehandling mellem hovedstadsområdet og resten af landet efter en gammeldags nedladende opfattelse af hovedstad kontra provins.

ARoS – ARKEN
Dissing og museets direktør har været ude med riven og påpeget, at det næsten lige så store ARKEN modtager 8 mio. kr. mere i statsstøtte end ARoS, og at ARKEN oprindelig ikke var at regne som et københavner museum. I ARKENs tilfælde er der også sket det, at museet har kvit og frit fået overdraget sin grund og bygning til en værdi af 238 mio., mens ARoS skal betale leje til kommunen.
ARoS har efter et succe sår i starten med over 300.000 besøgende måtte se antallet støt falde og nu ligge på 218.000 (hvilket dog er mere end ARKENs 2000.000). Tallene skal ses i lyset af, at da man byggede ARoS forudså man politisk et succeskriterium på 150.000 besøgende. Problemet er, at man ikke kan få det til at løbe rundt med det niveau. Det bliver heller ikke bedre at der er (alt for?) mange børn og unge der kommer gratis ind.

Baggrunden
Problemerne stammer helt tilbage fra urealistiske mål og forventninger og valget af en arkitektur, der er ekstra dyr at udfylde mht. el, varme og sikkerhed. Men også fra, at man ikke sikrede ARoS et brugbart kapital- og driftsgrundlag at arbejde ud fra. Man har derfor opgjort sit behov til 6 mio. kr. til driften og 10 mio. kr. i egenkapital.

Profilen
Der er ingen tvivl om at man har slæbt problemerne med sig fra starten og de er blevet ved med at akkumulere sig. Krisen forværres yderligere af – paradoksalt nok – at man har valgt en aggressiv og højtråbende udstillingsprofil med ønsket om at være hele Danmarks kunstmuseum for international ny(ere) kunst, hvilket for det første er meget dyrt og for det andet har et yderst svingende publikumstække. Strategien har også haft besvær med at slå igennem, idet kun 18.000 besøgende kom fra udlandet sidste år, mod at 22.000 kom fra København og Sjælland (ud af de 218.000), man er derfor fortsat afhængig af oplandet, der ikke er stort nok i sig selv til en så voldsom satsning.

Ansvaret
Bestyrelsesformanden har valgt at tage sit gode tøj og gå, således at bestyrelsen har mulighed for at komme i nye forhandlinger. Måske burde han og bestyrelsen værre trådt i langt mere offentlig karakter på det tidspunkt, man kunne se at man var på vej ud over afgrundens rand. Man kunne f.eks. have valgt at aflyse en særudstilling og udstille de tomme lokaler for at understrege sagens betydning.
Direktøren Jens Erik Sørensen har valgt at blive og kæmpe videre ud fra den grundholdning, at der ikke kan lastes ledelsen noget. Det kan betyde, at situationen fastlåses til skade for mulighederne for at finde positive langsigtede løsninger. Direktøren bør analysere om han ikke er blevet en for stor del af problemet og bør gøre som sin formand, vælge selv at træde tilbage for at give ARoS mulighed for en reorganisering.
Der er brug for en samlet koordineret løsning for ARoS, der må indebærer at staten går ind og ligestiller ARoS med ARKEN. Måske skal man gøre ARoS til et rent statsmuseum? Kommunen er presset økonomisk og kan vanskeligt skaffe de store midler der skal til. På den anden side Var ARoS tiltænkt en central rolle i forsøget på at blive kulturby 2017, så man sidder reelt i en kattepine.

Dagspressen har fokuseret massivt på kunstmuseet ARoS’ økonomiske situation i den senere tid. Museets gigantiske underskud er blevet beskrevet op og ned af stolper, bestyrelsesformand Jørgen Dissing er gået af og samtidigt har man kunnet opleve en vis indignation over, at museets direktør, da man efterlyste en udtalelse fra ham, befandt sig så langt borte som i Venedig, hvor Biennalen netop er åbnet. Man kan vel godt anføre, at det var meget naturligt, at Jens Erik Sørensen befandt sig i Venedig på netop det givne tidspunkt?

ARoS’ kassekredit er af Århus Kommune blevet forhøjet med halvanden million – på visse betingelser. Et beløb, der ifølge den afgåede formand slet ikke rækker. Men – som ordsproget fortæller, her dog i lettere omskrevet form – når nøden er størst, er de gamle fjender nærmest. Således vil konceptkunstneren Uwe Max Jensen skænke et beløb til ARoS, og beløbet vil modsvare dét, som kunstneren kan få ind via et salg af en maleri, som kunstneren har malet og efterfølgende sætter til salg på auktionssitet Lauritz.com.

Billedet forestiller ARoS’ direktør Jens Erik Sørensen og det fremstiller direktøren i en kraftig rødlig nuance under henvisning til, at han ofte har været ”oppe i det røde felt”, når det har handlet om netop Uwe Max Jensen, der i en lang periode havde karantæne på museet af forskellige årsager, som også har været belyst i dagspressen.

Uwe Max Jensen forventer, at billedet vil kunne indbringe et sekscifret beløb. Og det kunne vel give lidt til det økonomisk trængte museum?

Medlemmer af Dansk Gobelinkunst udstiller indtil 18. august deres værker på Kronborg, hvor arbejderne går i samklang med gobeliner fra de sidste 500 år. Hvis man kommer omkring Helsingør, vil det være en god idé, at se udstillingen.

Kronborg er altid et besøg værd. Især nu hvor nogle af landets fremmeste repræsentanter inden for gobelinkunsten viser deres arbejder.

Man kan sige, hvad man vil om Jens Galschiøt. Men hans ildhu og hans engagement er det vist umuligt at anfægte. Nu er den kontroversielle billedhugger endnu en gang blevet sendt retur i et fly fra Hong Kong, hvor han tilsyneladende er permanent i ”bad standing”. Sidst det skete var i forbindelse med OL sidste år, hvor Galschiøt og hans folk var draget til Kina med henblik på at sætte fokus på rigets omgåelse af menneskerettighederne. Det er ikke populært hos magthaverne – og derfor vil man hellere se Galschiøts bagdel end hans skosnuder.

Lidt pudsigt er det, man fra det officielle Danmarks side accepterer, at en dansk statsborger nægtes indrejse i Kina uden nogen som helst form for begrundelse. Men naturligvis er der interesser på spil. Kina er et stort eksportmarked, så dem skal man ikke genere. Nu har statsministeren jo netop haft Dalai Lama på besøg – og det ser man som bekendt ikke med venlige øjne på i Kina.