I forbindelse med omtalen af udstillingen ’Exile’ på KunstCentret Silkeborg Bad i Kunstavisen 05 har der desværre indsneget sig en fejl i billedbeskrivelsen: Ét af de viste billeder viser værket ’No Place’ af Gerda Thune Andersen – og ikke, som det er blevet anført, Karen Kjær Laursens kuffertinstallation.

Den slags misforståelser sker i kampens hede under redigeringen. Billederne og artiklerne skal igennem nogle processer og ingen er fejlfri!

Muhammed-maleri i Nordea

Ikke alle kunstnere underkaster sig det islamiske billedforbud, som religiøse fundamentalister prøver at udbrede. Kunstneren Nick Mehlsen trodser med et nyt Muhammed-maleri fundamentalisterne og påpeger, at religionsstifteren Muhammed har været død i næsten 1500 år og bør hvile i fred.
Dagen før Kristi himmelfartsdag lagde Nordeas hovedsæde i Randers lokaler til kunstudstillingen ”18:24” (alle udstillingens malerier havde formatet 18 gange 24 centimeter). Udstillingens mest interessante værk var kunstneren Nick Mehlsens maleri ”Muhammed R.I.P.”. Et kranium på lys rød baggrund med teksten: ”BREAKING NEWS: MUHAMMED” efterfulgt af et kors og angivelsen ”570-632 R.I.P.” (udgaven i Randers er i øvrigt en miniatureudgave af et maleri med samme titel, der blev solgt for 20.000 kroner i Galerie Wolfsen i Aalborg i 2008).

”Muhammed R.I.P.” er altså et klassisk vanitasmotiv, der understreger det velkendte: At alt menneskeligt, selv erklærede profeter, går al kødets gang. Indføjelsen af ”Breaking News” synes imidlertid at bringe værket i en mere konkret kritisk retning, da det kan læses som en udmelding, der påpeger det bizarre i den ekstreme dyrkelse af en person, der døde for næsten 1500 år siden.

Erklæringen ”R.I.P.” (rest in peace, red.) er et dobbeltbundet udsagn. Det kan på den ene side udlægges som en opfordring til at lade det religiøse hvile i fred. Altså en mere eller mindre tydelig religionskritik. Men det kan også ses som en mere konkret opfordring til at lade Muhammed hvile i fred og ikke gøre religionsstifteren til genstand for tegninger i en avis. Dette udsagn katapulteres imidlertid straks tilbage, da Muhammed i Nick Mehlsens maleri netop er afbildet, selvom det på subtil vis netop er en afdød Muhammed i form af et kranium, der er genstand for denne afbildning.

Nick Mehlsens maleri er interessant af flere grunde. Det er et indlæg i en fortsat diskurs mellem religiøse fundamentalister og frie kunstnere.

Siden offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger 30. september 2005 har religiøse fundamentalister kæmpet indædt for at påtvinge omverdenen det islamiske billedforbud. Strategien er i høj grad lykkedes. Det blev senest dokumenteret, da Politikens tegneduo Wulffmorgenthaler nægtede at lade deres karikatur af Muhammed som psykiatrisk patient, der blev bragt i Politiken i april 2005, genoptrykke i Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens bog ”Adskillelsens politik”. Wulffmorgenthalers begrundelse var frygt for repressalier.

Men det er ikke alle, der bøjer sig for den religiøse pression. Den svenske konceptkunstner, Lars Vilks, har udført en lang række tegninger og akvareller af Muhammed som en såkaldt rondellhund (rundkørselhund, red.) direkte inspireret af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Det er den diskurs, Nick Mehlsen på sin egen dobbeltbundede facon indskriver sig i.

En diskurs, der alt andet lige ikke blot må ses som en kulturkamp mellem religiøse fundamentalister og frie kunstnere. Men i et større perspektiv som en kamp for ytringsfrihed og retten til religionskritik stillet overfor kravet om religiøs underkastelse.

Når en institution som kunstmuseet ARoS i Århus fylder 150, skal det da fejres. Helt bestemt og når nu tøsen bliver 150, må man da begribeligvis gøre noget ekstra ud af det. Helt ung er hun jo ikke længere.

Jeg har gennem tiden nydt det indiskutable privilegium, at se ARoS’ udstillinger i forbindelse med diverse presseevents. Blot dét at besidde muligheden for at iagttage udstillingerne alene i ro og mag, inden tælleapparaterne åbnes for et nysgerrigt og talstærkt publikum, er for en udstillingsnarkoman et ubeskriveligt drug.

”Vi skal da ha’ lagkage”. Museumsdirektøren, som til dagligt blot hedder JES, er i rigtigt fødselsdagshumør; men det er jo heller ikke HAM, der fylder 150. Så havde han muligvis været en anelse mere stilfærdig? Men lagkager kom der på bordet, faktisk af dén slags, som er opkaldt efter Shakespeare’s Othello.

Sådan nogle Othello-lagkager ligger som bekendt tungt i maven – og derfor er det godt, at jeg kun til en indledning tog et lille stykke, for på ARoS’ 150-års fødselsdags udstilling var der rigeligt at fordøje. Det var en kæmpefornøjelse at blive bekendtgjort med udstillingens grundprincip, der handler om, at ti væsentlige danske kunstnere hver især har indrettet en 6 x 6 x 6 meter stor kube med værker fra museets omfattende samling.

I de mest oplagte tilfælde fungerer det fantastisk og i andre tilfælde mindre fantastisk; men sådan må det være, når ti vidt forskellige personligheder får en sådan opgave; men alt dét vil senere blive beskrevet i Avisen af Erik Meistrup, som naturligvis var til stede også ved dettee arrangement.

Det er næsten paradoksalt, at grafikeren Steen Rasmussen udstiller i Ry, som er meget tæt på hans hjem i den lille by Javngyde. Paradokset ligger i, at Rasmussen i den senere tid har haft sine udstillingsaktiviteter henlagt til ganske fjerne desinationer som f.eks. Japan, Polen, Holland, Israel, Sverige og – ja – Brande, såmænd.

Nu udstiller Steen Rasmussen så fra den 22. maj i Galleri K1 i Ry. Her vises tegninger og mindre radringer fra det sidste års tid. Udstillingens titel er ’Memento Mori’ og den varer frem til 3. juli.

Om galleriet hedder det i det medfølgende pressemateriale: ”Galleri K1 er et ungt, nystartet galleri for samtidskunst i hjertet af Ry. Det er galleriets mål at vise kunst af høj kvalitet i uformelle omgivelser og med tiden blive et sted, hvor både veletablerede og debuterende kunstnere bliver vist”.

Som så ofte før tager jeg museumsbygningen i øjesyn, inden jeg begiver mig indenfor på ARoS, Århus Kunstmuseum. Jeg prøver at forestille mig Olafur Eliassons ’Your Rainbow Panorama’ på toppen af terningen.

Dantes Guddommelige Komedie danner angiveligt litterært afsæt for kunstværket. Projektet vil tiltrække sig opmærksomhed ud over landets grænser – i hvert fald ifølge ARoS’ direktør Jens Erik Sørensen, der med vanlig entusiasme skiftevist bøjer og strækker knæene, mens han fortæller pressen om værket og anvender ord som ”fantastisk”, ”fremragende”, ”enestående” og ”identitetsskabende” i sin beskrivelse.

Først nitten og et halvt minutter inde i eventen kommer værkets kvalitative aspekt frem. Som har dette nogen betydning? Det bør vel være unødvendigt at stille spørgsmål vedrørende et projekt, som selveste brand’et Studio Eliasson er ophavsmand til? Blot dét at anfægte værdien af et værk, som RealDania har spyttet 30 millioner (rettelse: Budgettet skred, så nu er tallet 50 millioner) i, bør vel næsten betegnes som blasfemi?

Set udefra kan projektet ses, som noget, der skal overdøve og skabe yderligere grobund for et museumsunivers, der i højere og højere grad fungerer på oplevelsesindustriens præmisser. Om føje tid er det muligt qua ingeniørernes kraftpræstation at foretage en spektakulær circle-jerk i mere end 50 meters højde. Bare konstruktionen så holder…?

Jeg har skrevet om billedkunst i diverse web-baserede medier i de seneste 5-6 år. Nu er jeg imidlertid på et tidsskrift, der udkommer på papir og man må nok sige, at der er stor forskel på de to formidlingsmetoder.

Jeg er altid blevet behandlet godt af udstillingsinstitutionerne. I særdeleshed dem af slagsen, som ulejliger sig til at lave presseevents o. lign. Mange (de fleste) har endnu ikke forstået vigtigheden af den slags aktiver; trods dét, at de ansætter PR- og informationsmedarbejdere i en lind strøm.

Ellers består den primære forskel mellem trykte og netbaserede medier i, at der er langt mere fokus blandt de udøvende i forhold til papir. I den senere tid, efter at jeg er blevet engageret hos Kunstavisen, har jeg modtaget langt mere pressemateriale og langt flere kataloger uopfordret end tidligere – og dét er fint! Mindre fint er det, når håbefulde kunstnere ringer mig op med henblik på, at få mig til at give deres udstillinger en gang gratis PR, i og med den slags henvendelser ofte har en tendens til at – så at sige – hænge i luften og ikke føre noget videre med sig.

Det eneste, der dur, er en grundig beskrivelse af den pågældende udstilling og medfølgende billedmateriale. Ligeledes er tilsendt (med snail-mail) materiale i form af kataloger o. lign. glimrende. Det værste man kan gøre, er at ringe til mig på min mobiltelefon, mens jeg evt. står i en kassekø eller midt i en god middag (hvorfor ringer kunstnere ofte ved spisetid?), for at berette om en udstilling, som ikke blot BØR, men også SKAL omtales. På den måde signalerer man i høj grad blot amatørisme og bringer mig i en tilstand, hvor den nysgerrighed, jeg kunne besidde i forhold til det aktuelle projekt, blot forvandles til irritation.

Men bortset fra dét, udvides ikke blot min horisont i relation til kunstverdenen – også netværket bliver styrket. Så næste gang De, unge eller ældre håbefulde kunstner, har noget på hjerte, så drop mig en mail eller send mig et katalog. Sørg for, at jeg ikke blot placerer cursoren i det røde kryds eller arkiverer materialet lodret i papirkurven. Animér mig! Gør mig nysgerrig… Dét er metoden!

Jeg vil lige afslutningsvis omtale en billedkunstner, der ringede mig op, mens jeg stod og ventede på grønt lys i et voldsomt befærdet lyskryds i Århus. Det handlede om en udstilling, som vedkommende havde i gang og som sluttede få dage senere! Der er noget, der hedder deadlines og produktionstid. Tænk over dét!

Tak til billedkunstner Anja Christensen for “lån” af øje. www.anjachristensen.dk

Hvad jeg ikke ved om billedkunst, kan der efter al sandsynlighed skrives mega-tykke bøger om. I Aabenraa finder der for tiden en udstilling sted, der bl.a. viser værker, der i udstillingens pressemeddelelse bliver benævnt som ”collografi”. Det er faktisk en trykgrafisk teknik – og så kommer en hard-core grafiker til kort? Måske pinligt…?

Den omtalte udstilling har titlen ’4 rejsende mødes på BaneGården’ og dermed er udstillingens fysiske placering fastlagt. Udstillingens opbygning er lagt i hænderne på billedkunstneren Annette Holdensen, der har inviteret fire kollegaer, og disse er Nina Krüger, Majken Jacoby og Sanne Ransby. Og det er her collografien kommer ind i billedet.

Nina Krüger arbejder således primært med collografiske tryk. Det vil sige, at Nina Krygers trykplade er en simpel papplade, som hun ridser eller laver aftryk i. Hun skaber ved hjælp af linier, skrift og planteformer en sart og poetisk billedverden. Majken Jacoby arbejder også med collografi. Majken Jacobys streger bringer mindelser om geodætiske målebordsblade, forne tiders hus-tomter og aftryk af for længst uddøde dyr. Men også fornøjelige træsnit af kantareller, fisk og purløg.

Sanne Ransby er kendt viden om som tekstilkunstner – og er således repræsenteret senere på sommeren ved en stor udstilling på Johannes Larsen Museet og på Kronborg Slot. Sidstnævnte er stedet med de opmærksomme kustoder, og hvad dét indebærer, vil jeg måske komme ind på i en anden sammenhæng.

Annette Holdensen selv udstiller en serie store træsnit ’Border’, collografi med akvarel og en serie akvareller fra Corbiere i Frankrig.

Det er altid rart at få sin horisont udvidet. Nu er jeg blevet bekendt med collografi-mediet, og det håber jeg også, De er, kære læser.

Udstillingen på Aabenraa BaneGaard varer i øvrigt frem til 7. juni, hvis nogle skulle komme på de kanter.

Nyhedsbrevet fra CopenhArt Gallery er netop kommet ind i mailboksen – og det er ikke lyse udsigter, der tegner sig for området ved Carl Jacobsens Vej i Valby.

To gallerier har forladt adressen og andre har tilsyneladende meldt ud, at de følger trop og spreder deres aktiviteter ud på andre adresser. Mogadishni (billedet) har ført en lidt flakkende tilværelse og befinder sig angiveligt nu i Bredgade, centret for konventionel og forudsigelig kunst. Helene Nyborg ved jeg ikke, hvor er flyttet hen; men andre gallerier har signaleret, at de flytter inden længe.

Ifølge CopenhArt’s indehaver Allan Knoblauch bliver CopenhArt, hvor årets sommerudstilling, der kommer til at tage udgangspunkt i ’Wonderful Kopenhagen’, hvor det er. Knoblauch udtaler i øvrigt i Valby-bladet: ”Fra at være Danmarks hotteste distrikt, er vi med ét slag blevet fortid for de unge og de kultursmarte”.

Publikationen med det meget mundrette og præcise navn Billedkunst udkommer på 17. år i disse dage med det første nummer i 2009.

Magasinet Billedkunst kunne måske af nogle forekomme en anelse elitært og svært tilgængeligt, og man skal da også – hvis man vil købe det i løssalg – rent fysisk omkring ekspeditionen på Silkeborg Kunstmuseum. Til gengæld går publikationens skribenter i dybden med de ting, de vælger at beskrive.

I det aktuelle nummer beskæftiger Jørgen Gammelgaard sig med maleren, grafikeren, billedhuggeren og fotografen Richard Winter, som døde i 2007. De sidste år levede Winter meget isoleret. ”Ikke alle eneboere flygter fra verden, nogle af dem trækker sig tilbage for at finde den”, hedder det i artiklens indledning. Sidste år udkom bogen ’Richard Winter – Billeder og tolkninger’ med tekster af bl.a. Troels Andersen (tidl. museumsinspektør ved Silkeborg Kunstmuseum og Billedkunsts redaktør), Gammelgaard, Tove Thage og Jacob Thage, som er Silkeborg Kunstmuseums nuværende direktør.

Winters livsforløb skildres beundringsværdigt minutiøst af Gammelgaard og giver et fantastisk indblik i en excentrisk kunstners løbebane, som dog har nået langt ud over Danmarks grænser. Således planlægges for tiden en udstilling af hans fotografiske værk på Centre Pompidou i Paris.

Foruden Winter beskrives den unge maler Lars Tygesen af Sven Nommesen. Tygesen er en bemærkelsesværdig maler på den danske kunstscene. Han arbejder ofte i store formater, hvor han agerer i et spændingsfelt mellem såkaldt ”bad painting” og rokoko.

Bjørn Nørgaard skriver om den islandske billedhugger Sigurjón Òlafsson og bidrager også med et digt til Fluksus-kunstneren Henning Christiansen, der døde sidste år. Teresa Nielsen skriver om Vejen Kunstmuseums keramiske samling, der via en testamentarisk gave blev forøget med næsten 500 arbejder sidste år.

I en meget omfattende artikel beskriver Eva de la Fuente Pedersen den flamske barokmaler Jacob Jordaens’ (1593-1678) monumentale maleri, som populært går under navnet ’Færgebåden fra Antwerpen’. Dette værk er blevet vist på Statens Museum for Kunst i forbindelse med en fokusudstilling, der netop havde en omfattende restaurering af maleriet som udgangspunkt.

Billedkunst kan muligvis virke lidt tungt og nørdet for den almene kunstinteresserede; men det er et væsentligt bidrag i et publikationslandskab, der i øvrigt ofte tager afsæt i det aktuelle og populære.

Jeg har netop modtaget kataloget om sommerens store udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad. Udstillingen ’Exile’ handler om et emne, der for manges vedkommende er hverdag, nemlig at leve mere eller mindre ufrivilligt i et fremmed land langt hjemmefra.

Udstillingens danske omdrejningspunkt er kunstnersammenslutningen Pro, der selv lever i en form for eksil, da det er én af de grupper, der er blevet nødt til at finde andre græsgange, da Charlottenborg som bekendt er blevet en kunsthal – og derfor ikke længere kan huse kunstnersammenslutninger.

Nu er Pro sammen med et større antal udenlandske kunstnere så på ”tålt ophold” ude på Badet og jeg glæder mig til at se hvad den sammenbragte flok er i stand til at vise med afsæt i eksil-problematikken. Det kommer til at handle om lyd og billede på Badet.

Udstillingen åbner den 16. maj.